Regler for op- og nedrykning
Åbent par i denne sæson afholdes i weekenden den 2.-3. maj 2026. Propositionerne for turneringen kan læses her.
Vær opmærksom på, at DM for åbent par i sæson 2026-27 spilles efter et nyt format. Det er således ikke sikkert, at op- og nedrykning vil komme i betragtning. Imidlertid er reglerne her:
Der er ikke på forhånd fastsat et bestemt antal op- og nedrykkere fra rækkerne, som det kendes fra mange sportsgrene. Baggrunden er, at tilmelding til divisionssystemet foregår fra år til år, og at et par ikke har nogen forpligtelse til at spille året efter. Ligeledes skal reglerne tage højde for par, der splitter op.
Derfor foregår op- og nedrykning efter et system med kvalifikationstal. Hver spiller får tildelt et kvalifikationstal på baggrund af placeringen efter hvert DM for åbent par. Rækkerne til næste års turnering dannes så med udgangspunkt i disse kvalifikationstal. Når tilmeldingerne er kendt, kommer parrene med de højeste kvalifikationstal i Superligaen, de næste i 1. division og de resterende i 2. division. TUK har dog mulighed for at ændre bestemmelserne, blandt andet rækkestørrelsen, med kort varsel, hvis for eksempel antallet af tilmeldinger er anderledes end forudset. Læs reglerne om kvalifikationstal her. Du kan se kvalifikationstallene for DM for åbent par 2026 her. Hvis en spiller har deltaget i DM 2025, er kvalifikationstallet for 2025 gældende. Hvis en spiller har deltaget i DM 2024, men ikke i DM 2025, er tallet for 2024 gældende. Hvis en spiller har deltaget i DM 2023, men hverken 2024 eller 2025, er tallet for 2023 gældende - dog reduceret med 20 i henhold til reglerne.
Hvad angår nydannede par, beregnes kvalifikationstallet naturligvis som summen af de to spilleres tal. Spillere, der ikke har deltaget i det nye DM-format før, får kvalifikationstal nul. Nye par, der ikke har spillet med før, begynder som udgangspunkt i 2. division, hvor der er fri tilmelding. Elitepar og par, der spiller på hold i åben division, har dog mulighed for at komme direkte ind i Superligaen eller 1. division efter visse regler. Læs mere her.
Fra 2024 og frem består Superligaen som udgangspunkt af mindst 24 par og 1. division af 40 par. I 2025 besluttede TUK dog, at Superligaen og 1. division begge blev spillet i rækker med 20 par på grund af et begrænset antal tilmeldinger. Noget tilsvarende kan ske i 2026.
Spørgsmål om DM for åbent par kan rettes til sekretariatet: dbf@bridge.dk.


